Fra og med det 19. århundrede blotlægger litteraturen atter sproget i dets væsen; men ikke sådan som det fremtrådte endnu ved renaissancens slutning. For nu findes ikke længere denne første, absolut oprindelige tale, ved hvilket diskursens uendelige bevægelse fandt sig funderet og begrænset; for fremtiden vil sproget vokse uden udgangspunkt, uden grænse og uden løfte. Det er vejen gennem dette udsigtsløse og fundamentale rum, som litteraturens tekst baner sig dag for dag.

Af Ordene og tingene af Michel Foucault.