Selv inde i kabinen var der fugtigt og fælt. Jeg skruede godt op for gasflammen, tændte petroleumslampen og to blus på komfuret for at drive tristheden på flugt. Regnen buldrede på metaltaget. Ikke en eneste ting i mit proviantlager så spiseligt ud. Mørket blev tættere, træerne ligesom rykkede nærmere. Gennem den trommende lyd af regnen forekom det mig at der hørtes stemmer, omtrent som når en folkemængde mumler og hvisker uden for scenen på et teater. (...) Jeg bukkede helt under for fristelsen, smurte mig to stykker med peanutsmør, gik i seng og skrev breve hjem for således at fordele ensomheden på flere. Så holdt det op med at regne, men det dryppede fra træerne og jeg gav mig til at fremmane hemmelige farer i stimevis. Åh ja, vi kan nok befolke mørket med rædsler, også vi der regner os selv for oplyste og sikre, vi som ikke tror på andet end det der kan vejes og måles. Jeg vidste ganske bestemt at de mærke skygger der trængtes om mig enten slet ikke eksisterede eller i alt fald ikke rummede nogen som helst fare, men jeg var alligevel bange. Jeg tænkte på hvorfrygtelige nætterne må have været i de tider da mennesker vidste at de ting var der og at de var dødsensfarlige. Men nej, det er ikke rigtigt. Hvis jeg vidste de var der, så ville jeg også have et våben at bekæmpe dem med, bønner, amuletter, forskellig støtte hos kræfter med samme magt men på min side. Min viden om at der ingenting var gjorde mig forsvarsløs og måske mere bange.
Fra John Steinbeck - På rejse med Charley
Ingen kommentarer:
Send en kommentar