Chantal forestiller sig hvordan Leroy ved de ophidsede studentermøder i 1968 på sin intelligente, logiske og tørre facon udmøntede de sentenser som den sunde fornuft måtte opgive enhver modstand overfor: borgerskabet har ikke ret til at leve; den kunst som arbejderklassen ikke forstår, må forsvinde; den videnskab som tjener borgerskabets interesser er værdiløs; de der underviser i den, skal smides ud fra universiteterne; der findes ingen frihed for frihedens fjender. Jo mere absurd den sætning var som han fremførte, jo mere stolt var han af den, for kun en meget høj intelligens er i stand til at bringe logisk mening i meningsløse tanker.

Fra Kunderas Identiteten.