Kaffe. Jeg bilder mig ind at kaffens sorthed har noget at sige.
At kaffen ikke ville have den samme hypnotiserende effekt, hvis den var rød.
Rød kaffe. Rød kaffe. Dampende, rød kaffe som kogende blod. Som kogende flydende rejer.
Kafkas Slottet indbyder til at man drikker meget kaffe. Både fordi den er så kedelig og fordi stemningen er sort. Det er en dampende sort stemning.
Som skriver sig selv. Skriver jeg selv.
Kunne man forestille sig en kaffe, der ikke var dampende.
Kunne man forestille sig en kaffe, der ikke var dampende.
Kan du forestille dig en gaffa der ikke er hampende.
Klampende. Hvorfor muterer ordene helt automatisk, når man går i stå.
Ved hestene ikke at de lyser. Bagefter nyser hunden. Selvfølgelig. Sådan skriver man et digt, det er sådan man gør.
Kaffens damp er en særlig damp. Ikke den damp der stiger fra et atomkraftværk, eller måske netop den damp der stiger fra et atomkraftværk.
Det er som den damp, der stiger fra en virkelig gammel mose. Som er oversat af Villy Sørensen.