"- Først er det enkelt nok, et ord gemmer sig i det ord der kommer før det, altså det antydes ligesom før det rigtigt er blevet nævnt... dernæst kommer det så småt frem og ændrer betydningen af det ord det gemte sig i, forstår De...? Det var fornemmelsen, men det bliver stærkere, for nu nævnes ordet helt og fuldt; det fremstår som mening, kunne man sige, hvorefter det modarbejder det ord det kom fra... det skaber sig som et barn for ens øjne så det bliver bemærket, så det forrige ord næsten glæder væk... Det forstår man godt, men nu bliver det ubegribeligt, for det stærke nye ord holder ikke på sin magt, men påkalder ligesom det ord det kom ud af... det antyder sin tilblivelse på en måde: hvorfor ved jeg ikke, men der er nu faktisk to ord i eet, ikke? Det bliver dobbelt. Til allersidst deler de sig igen, det første ord efterlades af det nye, som nu kan starte forfra med at gemme det næste i sig... ser De...? William drejede heftigt skruelåget frem og tilbage, næsten manisk, hans øjne var blanke, og Agincourt så bekymret på ham: - Nogle gange, hvis jeg må være så fri, er jeg bange for at De ikke er rigtig vel, Master, sagde han så, - bevægelser i et digt, javel... men al denne flytten frem og tilbage, jeg mener...

- Det er også ligegyldigt, sagde William. - Det er ligegyldigt, for det kan aldrig fastholdes... et sted stopper mekanismen, et sted slutter festen og man vågner med tømmermænd og knækket strudsefjer i knaphullet... Jeg ved ikke hvordan man skulle kunne blive der, men forstår De... så kan jeg jo ikke skrive digte, vel...?"



Brixvold: Romantik