Om en poetik hvor det er (i hvert fald) et (del)mål i sig selv at producere store mængder af skrift, og måske endda skrift der er ulæselig i et vist omfang, kan man, for så vidt poetikken giver sig ud for at være kritisk, sige at konsekvensen må være at teksten bliver en mimisk skrækmaske af ”informationssamfundet”s kritikløse produktion af tegn, eller man kan sige at det er meningsløst fordi det er endnu et eksempel på at systemet hvad det så end skal betyde har internaliseret et oprør der var rettet imod det (i og med poetik-kategoriseringen og italesættelsen af denne som ”kritisk”). Ophobningen af skrift kan også indeholde en form for antikapitalistisk gestus, hvis mængden af skrift er stor nok, fordi det umuliggør en vareliggørelse af skriften (måske rettere: værket). Denne strategi imødegås dog straks af litteraturens professionelle via pædagogisering: de fortæller os, at det i de tilfælde ikke er en nødvendighed at læse værkerne, at man kan nøjes med et udsnit og en kort redegørelse for hvilke implikationer denne skriftophobningsstrategi fører med sig – nemlig at værket modsætter sig en vareliggørelsen. Angrebet bliver annulleret fordi det bliver sagt højt.