"Vi må hver især kilde en fundamentalist, så den begynder at græde."


En af de temmelig få gode sætninger i Suzanne Brøggers Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe? Mærkelig bog, der skøjter på overfladen det meste af tiden (pga brevgenren? og dens foreslag om korte tekststykker?) og hele tiden springer videre, når man tror teksten er ved at komme igang. Så vender den godt nok tilbage til nogle af pointerne, men det er netop det, den gør, vender tilbage til de samme pointer, som for at se om de stadig er der. Og det er de. Den fiktionsover- eller underbygning, som titlens anden del henviser til, har jeg utroligt svært ved at se nogen grund til. Der tales især i begyndelsen og lidt igen i slutningen af bogen om nogle øreringe der er blevet væk, og så refererer fortælleren et par gange til, at hun jo gudskelov ikke er forfatter, men kun skribløse i den ydmyge brevgenre osv. Hvad er det for noget? Jeg synes det er koket og ligegyldigt. Og så i bogens allersidste afsnit, hvor SB (eller den postmoderne ironiske aristokratbrevskribløse) skriver om klimakrisen, finanskrisen, globalisering og kvindeundertrykkelse og ender i en form for halvvittighedsagtig jeg-har-set-et-offentligt-herretoilet-og-ved-nu-at-det-er-kvinderne-der-skal-styre-verdenagtig afskedssalut, som bare er så ... ærgerlig! altså, men til gengæld også ret symptomatisk for bogen som sådan.