"Hvad ryster du for, din lille bangebuks? Hvad tuder du for, dit smørehjerte? Hvem forfølger dig, hvem efterstræber dig, din forskræmte husmus? Eller hvad mangler du her, nødlidende midt i overfloden? Vandrer du måske barfodet rundt i de skythiske bjerge? Nej, du sidder på en planke som en ærkehertug og sejler ned ad en dejlig flods rolige vande, og snart er vi ude på det åbne hav. Men vi må allerede have sejlet mindst fem-seks hundrede mil. Hvis jeg havde et astrolabium ved hånden så jeg kunne måle stjernernes højde, ville jeg kunne fortælle dig hvor langt vi er rejst. Skønt jeg skulle tage meget fejl hvis vi ikke allerede har passeret eller meget snart passerer ækvator, som ligger midt mellem de to modstillede poler."
"Og når vi når til det der æg-et-eller-andet, hvor langt har vi så rejst?"
"Meget langt," svarede don Quijote. "For vores klode med dens oceaner og kontinenter måler tre hundrede tres grader efter Ptolemæus' kalkuleringer - han er den største kosmograf man kender - og når vi når ækvator, er vi halvvejs."
"Du milde," sagde Sancho, "det var minsandten en brandfarlig karl De tager som vidne på det De siger, med en klode der oser med tre hundrede tres grader og kalk og ler og komisk giraf."
[...]

Af Cervantes' Don Quijote.