Jeg havde ikke været i Badajoz mere end nogle få minutter før jeg opdagede himlen, der omkransede byen. Jeg var ankommet sent ved aftenstide og mens kroværtinden gjorde maden klar trak jeg luft ude på gaden, der skar sig smalt ind igennem en række gamle stenhuse, der hævede sig fem-seks meter på hver side af mig. Jeg kastede et kort blik på himlen og fornemmede straks noget særligt ved denne sorthed. Jeg gik ud på en åben plads og kiggede op på sort, der kastede sort tilbage og hele den samlede by, der var genspejlet hus for hus i det sorte. Og der, oppe i et vindue, der lyste op på en bygning på den anden side af torvet, der sad en mand på en taburet. Hans teleskop var rettet mod himlen og et kort sekund var det som om vi så hinanden i øjnene.
Fra Badajoz er et forfærdelig kedeligt sted af Andre Daumal Bobin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar