"Skyggerne af heste og ryttere faldt på de appelsingule sten som sorte blækklatter, men det så ud som om de ikke blev på overfladen men trængte ind i stenene."
"En kriger hvis sved lugter af navlesvin slører den og glæder sin egen næse med duften af violrod. Heliotropvand fjerner lugten af rådyr og anvendes af den kriger der sveder ligesom små rådyr ud gennem sine porer."
"Over dværgskoven så man rytterne stikke op fra midjen til hovedet som rastløse sjæle kæmpende i skærsilden. Skoven lå badet i det røde måneskin, ja hvem ved om månens røde ild ikke netop var skærsilden. Og hver gang stormvinden tog af, kunne man høre et brus som af sydende vand. Det var insekternes stædige surren, skrubtudsernes løsslupne kvækken når de plumpede rundt på muddervankerne nede i slugterne med kildevandsdampene og cikadernes skingre hvin som blev kortere og endnu mere uforsonlige, når fjenden skar bugen op på dem for at æde dem levende i et mørke af flammende vand, som ikke var andet end det purpurfarvede genskær af månen der hang mellem bjergene og de blå himmeldyb."
Svulstigt svulmende uddrag fra En ordflomsfetishists bekendelser, aka Miguel Ángel Asturias' Majsmennesker.
2 kommentarer:
Den lyder faktisk ret fedt - du må lige fortælle om den også er det når du får kæmpet dig igennem!
"Skoven lå badet i det røde måneskin, ja hvem ved om månens røde ild ikke netop var skærsilden."
Det ved ALLE forhåbentlig at det IKKE var. Sikke dog nogle decideret tåbelige beskrivelser han kommer med.
Send en kommentar