Første indlæg her i lang tid bliver en postmoderne ønskedrøm fra vores allesammens kære Hans-Jørgen Nielsen.


"En gang fortalte han om en popsangerinde, han havde kendt. Han så hende derfor optræde mere end én gang, og for hver gang blev modsætningen mellem scenefiguren og privatpersonen mere grel for ham. Og det var ikke fordi det kunstige i sig selv bød ham imod, tværtimod. Popstjernen udbød under alle omstændigheder kroppen og stemmen til salg, og ingen af delene var under nogen omstændigheder givet af naturen. Sagen var nærmere, at hun som scenefigur prøvede at frembyde så meget natur, som overhovedet muligt. Stod hun og sang om lidenskab, var det med frempresset underliv, som om hun virkelig stod og var liderlig midt på scenen. Sang hun om kærlighed, forsøgte hun virkelig at være den strålende forelskelse. Og var det om sorg, forestillede øjnene virkelig at være store af bedrøvelse. Således arbejdede hun hele tiden hårdt på at få arbejdet til at forsvinde i lutter spontan natur. Hele tiden - det var hans indtryk - måtte hun overbevise om, at det, hun stod og solgte, var hendes egen kødelige eksistens - som om hun naturligt var pengene værd. Men den gode vilje til at forvandle arbejdet til natur kunne alligevel ikke slette arbejdets svedige spor. Der var hele tiden en sprække, en afstand der stak i øjnene. Altså var han begyndt at sidde og drømme om selv at blive den perfekte popstjerne, når han så hende optræde. Også han drømte om at forvandle sig til vare og tage varens æstetik på sig. Men frem for at pukke på en naturlighed, ville han fremholde sig selv som vare. Som de professionelle stjerner, han beundrede mest af alt i dette fag, ville han bryde den umiddelbare sanselighed op ved bevidst at præsentere den som resultat af arbejde. Han så sig selv som en arbejdende montage af greb med kroppen og stemmen inde i projektørlyset. Mens han sad dér i mørket og endnu en gang betragtede hendes rutiner på scenen, fantaserede han: om orgier i hed skin-sanselighed, frembragt og fremvist med den største og mest isnende kulde. Det tillod han sig at kalde en utopi."


Af Manden der så sig set fra Hans-Jørgen Nielsens Efter den fjerde whisky trak han pistolen.