Skodderne er jo slået op, og han løfter jalousiet lidt og ser ind. Han kommer til at smile ved tanken om ham, som har taget afsked med hende der. Måske han også bevæges af duggen. Han står og kikker lidt. Ved hovedpuden er en vifte af lilla papir på en magnoliatræramme foldet ud, og henne ved forhænget ligger en lille bunke let falmet blommerødt Michinoku papir. Han mærker, at der er nogen, og ser ud under sin klædning. Han har lænet sig op mod en stolpe ved dørtrinet og står og smiler. Skønt han ikke er en, hun behøver at skamme sig for, har hun ikke lyst til at lære ham nærmere at kende. Det irriterer hende at være blevet set.

"Et usædvanligt møde indbyder til en lang morgenslummer!" siger han og lader sig glide halvvejs ind bag jalousiet.

"Den, der må stå op før duggen, er blot misundelig," siger hun.

Deres samtale er ikke kedelig, men den er triviel at skrive ned. Med sin egen vifte rækker han ud efter den, der ligger ved hendes hovedpude. Hun synes, han kommer for nær, og med bankende hjerte trækker hun sig længere ind i værelset. Han tager viften og betragter den. "Hvor er du uvenlig," siger han halvt i spøg, halvt ærgerlig.

Fra Pudebogen af Sei Shoonagon