19/10 11
Hej S,
jeg håber du
sagde hej til Jesus fra mig. Jeg begyndte at læse biblen i går. Men det var kun
mosebøgerne og i øvrigt kun meget lidt. Men alligevel. Læste den om
babelstårnet. Hvorfor er det så lakonisk skrevet?
Det er godt
at du får skrevet, men husk også at gøre noget andet, og prøv at komme ud af
det, når du ikke skriver - du ved jo hvordan du er. Du ved i
det hele taget ret mange ting, ved du nok. Det lyder helt
sindsygt med en bunke fladbrød. Bunker af brød - oceaner af vin!
Jeg købte en Merete Torp-digtsamling
i dag (hendes anden af to!) og den var ret smuk. Jeg kunne pludselig huske,
hvad det var, der fik mig til at elske SUT dengang. Hun skriver fx
Giv os
begyndelsen ord. Og slutningens.
Vi fylder
selv sætningens fængsel ud
som vi lægger
det der mangler i
(...)
Det synes jeg
virkelig er smukt. At vi lægger vores mangler i sætningernes fængsel. Men jeg
ved ikke, hun fortsætter
livets smag
til
og så er
strofen slut. Det kunne tyde på, at betydningen er, at sætningerne er der hvor
vi skaber det vi synes mangler i verden (vi lægger selv livets smag til). Næste
strofe er
Det vil
aldrig slutte selv døden ændrer
ikke denne
løgn i dens fortsatte liv
en ind i
evigheden løbende orange
kæde den
nødvendigvis må bevæge
sig langs og
lade
sig nære
af
som om at
denne løgn (ikke løgnen som vores sætninger indeholder (som imaginært krydderi
på livet), men selve det at italesætte det på den måde, selve løgnen at
sætningerne udfylder mangler i vores liv i stedet for at
indeholde vores mangler (udgøre dem?)) nødvendigvis må løbe ud i evigheden -
opbyggeligheden vil ikke dø. Selvom den altid er løgn er den også sand. Efter
et billede jeg ikke forstår (Afstanden mellem nerverne i vores ophedede /
tilstand får os at synes dobbelt) skriver hun så
vi forbedrer
til
stadighed
fundet
af os
selv
Vi forbedrer
til stadighed (til stadighed fordi fundet, forløsningen aldrig kommer til at
finde sted) fundet af os selv (i sætningerne, forstår jeg det som. Når
opbyggeligheden (altså det at sætningerne udfylder en mangel) er en løgn, og
sætningerne i virkeligheden er det modsatte af det (nemlig netop vores mangel)
er det eneste vi finder os selv - i tomheden, der er ikke andet at finde. Men
netop opfindsomheden, at vi alligevel finder noget, giver løgnen en slags
selvstændig eksistens, den er ikke i sig selv en mangel, løgnen findes!
Resten af
digtet vil jeg ikke skrive om så grundigt, det lyder
Tilstå eller
bliv dømt ud fra dit rindende
spejls
frådsende fald ansigter
vaskes ned og
fødes
på ny
rodlængder
væk
- -
-
Vi er
lykkedes i at kradse spejle
i sænk vi har
skabt bobler af splint
kom derved
selv over vores bærende
evne fra en
kosmisk forelskelses
ø
Vi går
umætteligt og umærkeligt over i døden
i live
med en
lydløst stiftet brand under vores søvn
Jeg læser
slutningen som en uhyggelig dom (en slags forbandelse nærmest) - om at jamen
jeg kan sgu ikke forklare det, men hvis vi (jeg ved ikke hvem vi er her) bliver
ved med at tro at vi kan udfylde manglerne bliver vi sovende og døde med
manglerne i brand under os. I stedet for at de er fængslet i sætningerne. På
den måde bliver det nærmest en slags omvendt opbyggelighed: Sætningerne rummer
kun vores mangler, men netop deri ligger deres funktion (dejligt opbyggeligt
ord) - at de holder dem i hånden for os for en tid.
Det blev lidt
langt. Jeg ville bare have citeret for dig.
Jeg er stadig
på Fyn, har ikke gidet tage hjem i dag. Blev nødt til at lave en aftale om at
mødes med U. i morgen eftermiddag for at have en chance for at komme afsted
i morgen. Jeg gider ikke tilbage.
Jeg skrev til
Tore. Det var godt, du sagde jeg skulle, jeg havde ikke selv fundet på det. Han
skrev at det var godt, han var glad for mailen osv. Jeg afleverer ikke den
opgave.
Jeg blev
inviteret i dag til at deltage i et TV-program der hedder tekst-tv. Til at
diskutere Forbandede ungdom sammen med tre andre, Klaus Lynggaard, Claus
Handberg og Jonas Bengtson (mænd! har patent på at være problematisk unge!),
tror jeg nok. Jeg er lidt nervøs for det, jeg er bange for at det skal ende
ligesom med det der nuskaldetblivesavligt-ting på teatret. Det var Nanna
Mogensen, jeg talte med, hende der også laver Litteratur på P1 sammen med Klaus
Rothstein. Og det er bare ret forfærdeligt, og de har netop nogle gange
indtaget sådan en meget provokerende naiv tone - jeg tror ikke jeg forstår det,
nej puuuh ha, det forstår jeg ikke Peter Laugesen, kan du ikke lige læse første
linie fra din Finnegans Wake oversættelse op for femte gang?
Min far er selvfølgelig
helt oppe at køre. Og jeg er selvfølgelig også glad for at de har spurgt mig
(og jeg var blevet forsmået hvis de havde spurgt nogen andre, O., O.,
M., S., nej egentlig ikke S.), men jeg frygter lidt at blive en
hund i deres latterlige spil kegler. Måske bliver det fint nok.
Ud over det
sker her ikke så meget. Jeg læser lidt, spiller lidt computer, husker at lave
mine rygøvelser. Når du bliver phd og jeg får mine uopbrugelige 8.000 kr for
den første bog, skal det være sådan.
Jeg glæder
mig rigtig meget til at se dig igen. Der er på en måde ikke så længe til.
dd
Ingen kommentarer:
Send en kommentar