Brev

19/10 11

Hej S,

jeg håber du sagde hej til Jesus fra mig. Jeg begyndte at læse biblen i går. Men det var kun mosebøgerne og i øvrigt kun meget lidt. Men alligevel. Læste den om babelstårnet. Hvorfor er det så lakonisk skrevet?

Det er godt at du får skrevet, men husk også at gøre noget andet, og prøv at komme ud af det, når du ikke skriver - du ved jo hvordan du er. Du ved i det hele taget ret mange ting, ved du nok. Det lyder helt sindsygt med en bunke fladbrød. Bunker af brød - oceaner af vin!

Jeg købte en Merete Torp-digtsamling i dag (hendes anden af to!) og den var ret smuk. Jeg kunne pludselig huske, hvad det var, der fik mig til at elske SUT dengang. Hun skriver fx

Giv os begyndelsen ord. Og slutningens.

Vi fylder selv sætningens fængsel ud

som vi lægger det der mangler i

(...)

Det synes jeg virkelig er smukt. At vi lægger vores mangler i sætningernes fængsel. Men jeg ved ikke, hun fortsætter

livets smag

til

og så er strofen slut. Det kunne tyde på, at betydningen er, at sætningerne er der hvor vi skaber det vi synes mangler i verden (vi lægger selv livets smag til). Næste strofe er

Det vil aldrig slutte selv døden ændrer

ikke denne løgn i dens fortsatte liv

en ind i evigheden løbende orange

kæde den nødvendigvis må bevæge

sig langs og lade

sig nære

af

som om at denne løgn (ikke løgnen som vores sætninger indeholder (som imaginært krydderi på livet), men selve det at italesætte det på den måde, selve løgnen at sætningerne udfylder mangler i vores liv i stedet for at indeholde vores mangler (udgøre dem?)) nødvendigvis må løbe ud i evigheden - opbyggeligheden vil ikke dø. Selvom den altid er løgn er den også sand. Efter et billede jeg ikke forstår (Afstanden mellem nerverne i vores ophedede / tilstand får os at synes dobbelt) skriver hun så

vi forbedrer til

stadighed

fundet

af os

selv

Vi forbedrer til stadighed (til stadighed fordi fundet, forløsningen aldrig kommer til at finde sted) fundet af os selv (i sætningerne, forstår jeg det som. Når opbyggeligheden (altså det at sætningerne udfylder en mangel) er en løgn, og sætningerne i virkeligheden er det modsatte af det (nemlig netop vores mangel) er det eneste vi finder os selv - i tomheden, der er ikke andet at finde. Men netop opfindsomheden, at vi alligevel finder noget, giver løgnen en slags selvstændig eksistens, den er ikke i sig selv en mangel, løgnen findes!

Resten af digtet vil jeg ikke skrive om så grundigt, det lyder

Tilstå eller bliv dømt ud fra dit rindende

spejls frådsende fald ansigter

vaskes ned og fødes

på ny rodlængder

væk

-   -   -

Vi er lykkedes i at kradse spejle

i sænk vi har skabt bobler af splint

kom derved selv over vores bærende

evne fra en kosmisk forelskelses

ø

Vi går umætteligt og umærkeligt over i døden

                                                       i live

med en lydløst stiftet brand under vores søvn

Jeg læser slutningen som en uhyggelig dom (en slags forbandelse nærmest) - om at jamen jeg kan sgu ikke forklare det, men hvis vi (jeg ved ikke hvem vi er her) bliver ved med at tro at vi kan udfylde manglerne bliver vi sovende og døde med manglerne i brand under os. I stedet for at de er fængslet i sætningerne. På den måde bliver det nærmest en slags omvendt opbyggelighed: Sætningerne rummer kun vores mangler, men netop deri ligger deres funktion (dejligt opbyggeligt ord) - at de holder dem i hånden for os for en tid.

Det blev lidt langt. Jeg ville bare have citeret for dig.

Jeg er stadig på Fyn, har ikke gidet tage hjem i dag. Blev nødt til at lave en aftale om at mødes med U. i morgen eftermiddag for at have en chance for at komme afsted i morgen. Jeg gider ikke tilbage.

Jeg skrev til Tore. Det var godt, du sagde jeg skulle, jeg havde ikke selv fundet på det. Han skrev at det var godt, han var glad for mailen osv. Jeg afleverer ikke den opgave.

Jeg blev inviteret i dag til at deltage i et TV-program der hedder tekst-tv. Til at diskutere Forbandede ungdom sammen med tre andre, Klaus Lynggaard, Claus Handberg og Jonas Bengtson (mænd! har patent på at være problematisk unge!), tror jeg nok. Jeg er lidt nervøs for det, jeg er bange for at det skal ende ligesom med det der nuskaldetblivesavligt-ting på teatret. Det var Nanna Mogensen, jeg talte med, hende der også laver Litteratur på P1 sammen med Klaus Rothstein. Og det er bare ret forfærdeligt, og de har netop nogle gange indtaget sådan en meget provokerende naiv tone - jeg tror ikke jeg forstår det, nej puuuh ha, det forstår jeg ikke Peter Laugesen, kan du ikke lige læse første linie fra din Finnegans Wake oversættelse op for femte gang?

Min far er selvfølgelig helt oppe at køre. Og jeg er selvfølgelig også glad for at de har spurgt mig (og jeg var blevet forsmået hvis de havde spurgt nogen andre, O., O., M., S., nej egentlig ikke S.), men jeg frygter lidt at blive en hund i deres latterlige spil kegler. Måske bliver det fint nok.

Ud over det sker her ikke så meget. Jeg læser lidt, spiller lidt computer, husker at lave mine rygøvelser. Når du bliver phd og jeg får mine uopbrugelige 8.000 kr for den første bog, skal det være sådan.

Jeg glæder mig rigtig meget til at se dig igen. Der er på en måde ikke så længe til.

dd