dagbogsnotat

30. december 2011

Sent hjem i går aftes, gik på først City-puppen og bagefter Kontoret sammen med S. På Kontoret mødte vi Kartoffelavler P. Ilum, han snakkede meget om sine kartofler, men mest om den respekt der stod om ham, når han kom på værtshuset den ene, de to-tre-fire gange i kvartalet han nu kom forbi. Folk kunne godt lide ham, sagde han. De ville gerne komme og snakke og de vidste jo også hvem han var, ude fra byen. Han havde tre store grossister på Københavns grønttorv, og en gammel slægt, Ilum-slægten. Den ene del var med et l, det var hans del, den anden var med to l’er, det var den anden del, som havde Illum i København. I ursuppen havde grenene været én gren, de havde boet på en lille ø ude i Lillebælt, hvor der kun havde været to gårde, deres gårde. Men der var opstået et fjendskab mellem familierne, og den ene familie havde forladt øen, var flyttet til Fyn,  det var hans del, til området omkring Assens og Fåborg, hvor de siden har mangfoldiggjort sig – på nuværende tidspunkt findes der Ilum’er i Stenstrup, Ringe, Ryslinge, Pederstrup, generelt på hele den sydvestlige del af øen. Den anden familie blev boende på øen i Lillebælt indtil hårde tider tvang dem til at sælge hele øen til en sheik fra Arabien i 1913. Den anden gren af familien flyttede nu til Sjælland, hvor de stadig lever. Kartoffelavleren ville skilles når han havde fået overstået sølvbrylluppet i februar. For mange gamle venner, som har holdt fester for én, man kan ikke brænde dem af nu. Men bagefter. Man kan ikke slæbe sådan en kone med rundt i Europa, når man skal studere historien, det var det han ville, kartoffelavleren, blive klogere på Danmarks og Europas historie, han ville rejse til Prag, Budapest, Paris, Rom. Også den danske historie ville han studere. Han sagde mange gange, at man må kende sin fortid for at kende sin fremtid, men indrømmede at beruselsen nok havde en ting eller to at sige omkring gentagelsesfrekvensen af det udsagn. Han  solgte aspargeskartofler, bagekartofler, kogekartofler, minikartofler. Jeg undrede mig mest over én ting i forbindelse med hans fysiske fremtoning: han havde et trimmet, gråt fuldskæg og dobbelthage. Han var så barberet således, at den første hage var raget helt bar, men netop der hvor anden hage tog over begyndte skægget også igen. På den måde kom hagen til at virke som en lille, spids, bar stump. Måske en forstørret bums eller en albuespids midt i ansigtet. Vi snakkede om det morsomme i, når han tog telefonen ude på gården og præsenterede sig som kartoffelavler Sand. Det synes vi alle sammen var sjovt. Han mente forskellige ting om dansk politik, at politikkerne, hvad enten det var kommunal-, regional- eller folketingspolitikkere, at de ikke vidste en skid, og det havde han jo ret i. At det hele handlede om embedsmænd og spindoktorer, og det havde han jo også ret i. Han ville stille op til næste folketingsvalg, men manglede et parti, han syntes, at alle partierne var åndsvage, og det havde han da ret i. Han håbede på at se os igen, når vi kom fra Kbh, sagde at han var kommet ned for at sige hej, fordi det er den slags man tænker over, fremførte han, når man kommer til en ny by, et nyt værtshus, hvordan vil man blive taget i mod. Og han syntes, at vi var gode mennesker, han var glad for at have sat sig ned til os, jeg var også glad for, at han var kommet ned til os, jeg kunne godt lide ham. Han skaffede os også en ekstra øl efter sidste omgang, og så røg han mine cigaretter.