07 april 2012


Jeg læste det her for nylig, og kom til at tænke på Borums formel.
Jeg. Er. Her. Nu.
Jeg husker ikke i nøjagtig hvilken sammenhæng det er udtalt. Om det var som en opsummering af hans digte eller indkogning af Digtet som sådan. Jeg kender ikke Borums digte ret godt, og har altid opfattet det på den sidste måde, men fundet det stærkt utilfredsstillende uden at kunne formulere særlig præcist hvorfor.
Jeg har i stedet forsøgt at betragte ordene (Jeg. Er. Her. Nu.) ikke som en indkogning af Digtet, en fond af de fire centrale elementer, men derimod som forsvindingspunkter, som der hvor digtet fortoner sig eller taber udsigten til sig selv. Det vil så være det det modsatte af at betragte formlen som en ingrediensliste; de fire ord betegner det, som netop ikke er i sproget. Men det er kun at vende idéen på hovedet og derigennem lade den gentage sig selv, lade de fire elementer blive det, som sproget aftegner gennem et fravær.
Måske man må gribe et andet sted. Formlen aftegner under alle omstændigheder en særlig slags digte, hvad skal vi kalde dem, centrallyriske, eksistentielle. Jeg = Jeget, Er = eksistens, Her = at digtet angiver/beskriver et (1) sted, metaforisk eller ej, Nu = tidsPUNKT. En høj grad af enhed lader til at være på færde, det usplittede står centralt i alle fire elementer, ligesom også princippet om et punkt. Det, at alle fire elementer kun er lig med sig selv, og deraf må også følge (jeg kan kun forstå det sådan) netop nedskrivningen til bare fire centrale elementer. Ovenikøbet punkt-liggørelsen af elementerne ved at adskille dem med punktummer.
Man kunne forestille sig andre metaforiske figurer at læse og ikke mindst skrive igennem. For mit vedkommende oplever jeg passagen som en langt mere givende figur. Eller man kunne forestille sig osmosen. Begge forekommer mig som ikke kun mere givende, men også mere dækkende for både læse- og skriveprocessen.
De bunker af sætninger, som udgør mange af digtene i Tvivl om sporvogne og andre digte (et udvalg af Peter Waterhouses digte) er ikke ophobninger af punkter, som ikke forholder sig til hinanden, hvorfor ellers sammensætte dem til de givne digte? Ligesom de enkelte digte heller ikke er punkter, der står i et relationsløst ikke-forhold til hinanden. Det er netop betydningsvandringerne, der finder sted mellem lydene indbyrdes i ordene, mellem ordene indbyrdes i sætningerne, mellem sætningerne indbyrdes i digtene etc., der er interessante. Jeg mener, at det forholder sig sådan selv med noget af det mest punktuelle poesi, jeg kender, fx Gunnar Björlings digtning.
Borums formulering forekommer mig at underkende det dialogiske aspekt, der er på spil inden for den enkelte sætning, den enkelte bog, det enkelte forfatterskab og deres dialog med andre kunstværker, begivenheder, politiske forhold etc. etc. Den virker enormt gammeldags på mig. Den svarer på en meget grundlæggende måde ikke til det, jeg erfarer hele tiden.




1 kommentar:

Kenneth Krabat sagde ...

Enig i, at formen kan forekomme llidt gammeldags. Men se dét poitivt - som et evolutionsaspekt i din egen bevidsthedsudvikling. Udsigelsen - jeg. er. her. nu. - sagt meget præcst, næsten langsomt, ved, hvad der kommer. På den led er det som et mantra - en forblivelses-bestræbelse - en tømning-af-hovedet-gerning, skabt af et sprogmenneske, der ønsker at formidle, i sprog, i Borums minimalisme, hvad livet og digtningen egentlig handler om: Lige dele væren og aktivt ønske om at forblive (i væren). At der skal handling bag.

At det kan udtrykke en længsel i livet er en anden sag.