og stilheden

har døre allevegne.

Det vil formentlig ikke dele vandene ret meget, men jeg må bare udråbe til verden: JEG ELSKER INGER CHRISTENSEN.

Inger Christensen IV

Når og hvis kulisserne brænder,
når og hvis en skikkelse klamrer sig
angst fast til disse sætstykker
når og hvis denne skikkelse tilmed
ufortrødent udstøder råb
f.eks. om hjælp,
når og hvis dette sker vil man forstå:

at manden der fører projektøren
så åbenbart ved hvad han gør,
at han åbenbart bare har ventet
til tiden var inde.




Fra Inger Christensens Det, SCENEN, symmetrier, 4, med mangelfuld grafisk opsættelse pga mangelfulde muligheder for grafisk opsættelse på bloggen.

Inger Christensen I

"Kære venner, løgn og sandhed ... Misundelse er rettet mod jer, fordi I dækker over noget bestemt, selv om det ikke er til at få øje på. Alt kan siges, og ingen ved, hvem af jer der trykker ordene ind til sig og for stedse løber bort med dem ud i den vide verden."

- Evighedsmaskinen

Inger Christensen II

"Hun slukkede lyset og trak gardinerne fra det vindue, der vendte ud til haven og indgangen. Klein havde stillet sig bag ved hende. Månelyset var netop stærkt nok til, at de kunne se det store dyr, der lå foran huset, næsten helt henne ved trappen. De hørte det stønne og ralle uhyggeligt. Klein vidste, at der var cirkus i nabobyen. De var meget skødesløse derovre. Som nu sidste vinter, da flere af dem satte livet til for at finde en eller anden idiot, der var gået vild i sneen. Det var jo nok en løve. Den kunne nemt være undsluppet. Ja, de kunne såmænd godt have sluppet den løs med vilje. Klein vidste, at de var nogle hunde efter sensationer derovre i nabobyen. Nu så de, at den havde en hånd. Selvfølgelig er det ikke særlig sandsynligt at løver har hænder. På den anden side er det heller ikke særlig sandsynligt, at mennesker vil gå væk fra hvad de selv mener er velbegrundede forestillinger om hvad noget er. (...) En løve er en løve, hvad enten den er en løve eller ej."

- Evighedsmaskinen

Inger Christensen III

"Den, der vender tilbage til samfundet med visheden om, at der er trygt og godt på bunden, vil altid blive modtaget, fejret og anbragt på sokkel. Stående dér på ét ben, eller hvordan han nu bliver anbragt, vil han slikke sig om munden og bede om mere mælk, hvad han ikke vil få; derimod vil det i højtidelige vendinger blive ham foreholdt at han nu er af sten og har at opføre sig derefter."

- Evighedsmaskinen.