ÅBENHED.

I politisk og journalistisk sprog betyder dette ord: afsløring af enkeltindividernes liv for offentlighedens blik. Hvilket bringer os tilbage til André Breton og hans ønske om at leve i et glashus for alles øjne. Glashuset: en gammel utopi og samtidig et af de mest skrækindjagende aspekter ved det moderne liv. Regel: jo mere uigennemsigtige statens anliggender er, des mere gennemsigtige skal individets anliggender være; bureaukratiet er, skønt det repræsenterer et offentligt anliggende anonymt, hemmeligt, kodet, uforståeligt, mens privatmennesket tvinges til at afsløre sin helbredstilstand, sine økonomiske forhold og sin familiesituation, og hvis massemediernes dom kræver de, vil han ikke mere få et eneste øjeblik for sig selv, hverken i kærlighed, i sygdom eller i død. Ønsket om at krænke andres privatliv er en urgammel form for aggressivitet, der i dag er institutionaliseret (bureaukratiet med sine registre, pressen med sine reportere), moralsk retfærdiggjort (da retten til information er blevet den første blandt menneskets rettigheder) og poetiseret (af det smukke ord: åbenhed).

Kundera, fra teksten Femogtres ord, der er at finde essayet Romankunsten.

Chantal forestiller sig hvordan Leroy ved de ophidsede studentermøder i 1968 på sin intelligente, logiske og tørre facon udmøntede de sentenser som den sunde fornuft måtte opgive enhver modstand overfor: borgerskabet har ikke ret til at leve; den kunst som arbejderklassen ikke forstår, må forsvinde; den videnskab som tjener borgerskabets interesser er værdiløs; de der underviser i den, skal smides ud fra universiteterne; der findes ingen frihed for frihedens fjender. Jo mere absurd den sætning var som han fremførte, jo mere stolt var han af den, for kun en meget høj intelligens er i stand til at bringe logisk mening i meningsløse tanker.

Fra Kunderas Identiteten.

Kundera II

Ekstremer vil sige de grænser, bag hvilke livet holder op, og lidenskab for ekstremisme, såvel på det kunsteriske som på det politiske område, er en skjult længsel efter døden.


Fra Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed.

Kundera I

Myten om den evige tilbagevenden siger per negationem, at et liv, der forsvinder en gang for alle, der ikke vender tilbage, er at ligne ved en skygge, er uden vægt, er dødt på forhånd, og hvad enten det var frygteligt, smukt eller ophøjet, så betyder denne rædsel, ophøjethed eller skønhed intet. Vi behøver ikke tage notits af det, så lidt som af en krig mellem to afrikanske stater i det fjortende århundrede, en krig der intet ændrede i verdens ansigt, selv om den betød døden for tre hundrede tusind sorte under usigelige lidelser.
Vil der blive ændret noget ved en krig mellem to afrikanske stater i det fjortende århundrede, hvis den gentages et utal af gange i evig tilbagevenden?
Det vil der: den vil blive til en blok der rager i vejret og varer ved, og dens dumhed vil være uafhjælpelig.


Af Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed.