Reception

Den 8. februar udkommer VI ER IKKE KONGER, og derfor holder jeg en reception den dag.
Det kommer til at foregå i Forfatterskolens lokaler fra klokken 16.
Alle er velkomne. Man vil også kunne købe bogen.
Adressen er Peder Skrams Gade 2A, 1. i Kbh K
Jeg glæder mig til at se alle.

Det er Per Morten Abrahamsen, der har taget billede af mig til bogen. Billedet her er fra den serie, men ikke det samme, som kommer i bogen (eller på dens flap, som man siger). Der står virkelig lys ud af mine næse i min skygge.

VI ER IKKE KONGER udkommer d. 8. februar 2013

Min første digtsamling kommer på Rosinante til februar. Den 8. Jeg glæder mig, og jeg holder en reception et sted den dag. I er alle meget velkomne. Her er et digt fra den fra afsnittet, der hedder Budapest 2011 (dagbog):


24.1., København
Jeg er stadig ikke ung og dobbelt så fri
som dem der ved de lever på lånte år
Jeg bliver tungere og tungere af at dufte til bærrene
der bliver større og mindre på samme
samme tid under en nat der er sort som guld,
er du ude i køkkenet nu?
Jeg er så forvundet og forsvundet
at jeg allerede har en narrativ gæld
på det meste af min pension, hermed
en anekdote til det danske samfund:
jeg ville erobre en sandhed
med tunge øjne og billig smiger og give mig selv
nattøj på med den.
 

Her er The Waste Land som hypertekst på bloggen POLITIKK POETIKK PRAKSIS med bidrag af forskellige forfattere, deriblandt mig.

Jeg læste det her for nylig, og kom til at tænke på Borums formel.
Jeg. Er. Her. Nu.
Jeg husker ikke i nøjagtig hvilken sammenhæng det er udtalt. Om det var som en opsummering af hans digte eller indkogning af Digtet som sådan. Jeg kender ikke Borums digte ret godt, og har altid opfattet det på den sidste måde, men fundet det stærkt utilfredsstillende uden at kunne formulere særlig præcist hvorfor.
Jeg har i stedet forsøgt at betragte ordene (Jeg. Er. Her. Nu.) ikke som en indkogning af Digtet, en fond af de fire centrale elementer, men derimod som forsvindingspunkter, som der hvor digtet fortoner sig eller taber udsigten til sig selv. Det vil så være det det modsatte af at betragte formlen som en ingrediensliste; de fire ord betegner det, som netop ikke er i sproget. Men det er kun at vende idéen på hovedet og derigennem lade den gentage sig selv, lade de fire elementer blive det, som sproget aftegner gennem et fravær.
Måske man må gribe et andet sted. Formlen aftegner under alle omstændigheder en særlig slags digte, hvad skal vi kalde dem, centrallyriske, eksistentielle. Jeg = Jeget, Er = eksistens, Her = at digtet angiver/beskriver et (1) sted, metaforisk eller ej, Nu = tidsPUNKT. En høj grad af enhed lader til at være på færde, det usplittede står centralt i alle fire elementer, ligesom også princippet om et punkt. Det, at alle fire elementer kun er lig med sig selv, og deraf må også følge (jeg kan kun forstå det sådan) netop nedskrivningen til bare fire centrale elementer. Ovenikøbet punkt-liggørelsen af elementerne ved at adskille dem med punktummer.
Man kunne forestille sig andre metaforiske figurer at læse og ikke mindst skrive igennem. For mit vedkommende oplever jeg passagen som en langt mere givende figur. Eller man kunne forestille sig osmosen. Begge forekommer mig som ikke kun mere givende, men også mere dækkende for både læse- og skriveprocessen.
De bunker af sætninger, som udgør mange af digtene i Tvivl om sporvogne og andre digte (et udvalg af Peter Waterhouses digte) er ikke ophobninger af punkter, som ikke forholder sig til hinanden, hvorfor ellers sammensætte dem til de givne digte? Ligesom de enkelte digte heller ikke er punkter, der står i et relationsløst ikke-forhold til hinanden. Det er netop betydningsvandringerne, der finder sted mellem lydene indbyrdes i ordene, mellem ordene indbyrdes i sætningerne, mellem sætningerne indbyrdes i digtene etc., der er interessante. Jeg mener, at det forholder sig sådan selv med noget af det mest punktuelle poesi, jeg kender, fx Gunnar Björlings digtning.
Borums formulering forekommer mig at underkende det dialogiske aspekt, der er på spil inden for den enkelte sætning, den enkelte bog, det enkelte forfatterskab og deres dialog med andre kunstværker, begivenheder, politiske forhold etc. etc. Den virker enormt gammeldags på mig. Den svarer på en meget grundlæggende måde ikke til det, jeg erfarer hele tiden.

Arcimboldo

Arcimboldo levede i 1500-tallet. Hans portrætter er ret fantastiske, synes jeg.

Billedet ovenfor tog det mig utroligt lang tid at fange, indtil jeg fik vendt billedet om:

Eufori

Jeg vågner ved at nogen løber op og ned ad gangen. Slår på dørrene to hurtigt efter hinanden, så pause. To hurtigt efter hinanden, pause. Duk duk duk, duk duk duk … duk duk duk, duk duk duk … en summen som om tusind mennesker var der. Man kan høre nogen råbe fra den anden ende. Så pludselig, er der kort tid stille. En dør bliver slået op.

-          I DAG ER DET MATHILDES FØDSELSDAG HURRA HURRA HURRA

-          TILLYKKE!

-          HUN SIKKERT SIG EN GAVE FÅR SOM HUN HAR ØNSKET SIG I ÅR MED DEJLIG CHOKOLA-A-ADE OG KA-AGER TI-I-IL!

-          OG NÅR HUN HJEM FRA SKOLE GÅR HURRA HURRA HURRA SÅ SKAL HUN HJEM OG HOLDE FEST FOR DEM SOM KOMMER MED SOM GÆST FÅR DEJLIG CHOKOLA-A-ADE OG KA-AGER TI-I-IL!

-          TILLYKKE!

-          TILLYKKE

-          TILLYYYYYYYKKE

-          GODMORGEN!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

-          TILLYKKE!!

-          TIIILLYKKE

-          HURRA

-          ET VERS MERE!! TIL SLUT VI RÅBER HØJT I KOR HURRA!!!!!HURRA!!!!!! HURRA!!!! MEN DENNE DAG DEN ER OGSÅ RAR FOR HJEMME VENTER MOR OG FAR MED DEJLIG CHOKOLA-A-ADE OG KA-AGER TI-I-IL! HURRAAAAAAAAAAAA! TILLYKKE!!!!!!!!!!

-          GOD RØV I DEN BLUSE

-          HAHAHAHAHAHAHA

-          JUHU DET ER LÆKKER BRUNCH I KØKKENET

-          LÆKKERBRUNCH

-          HAHAHA

-          I DAG ER DET MATHILDES FØDSELSDAG!! HURRA HURRA HURRA!!! HUN SIKKERT SIG EN GAVE FÅR!!!!!!!!!!!!!!!

-          HAHAHAHA ER DU KLAR TIL AT BLIVE ÆLDRE HA HA

-          HURRA!

Her læser jeg i øvrigt op (i en enorm efterbrandert, men jeg står ved hvert et ord, kun ikke de røde, flakkende øjne) - med et fjernsyn i baggrunden og den blå sofa. Og så er slutningen på det sidste digt lidt for slutning-agtigt, hvis man spørger mig, og det første digt desværre en smule usammenhængende. Usundheden? Løsning? Bjergenes mure? Hvad er det?

Brev

19/10 11

Hej S,

jeg håber du sagde hej til Jesus fra mig. Jeg begyndte at læse biblen i går. Men det var kun mosebøgerne og i øvrigt kun meget lidt. Men alligevel. Læste den om babelstårnet. Hvorfor er det så lakonisk skrevet?

Det er godt at du får skrevet, men husk også at gøre noget andet, og prøv at komme ud af det, når du ikke skriver - du ved jo hvordan du er. Du ved i det hele taget ret mange ting, ved du nok. Det lyder helt sindsygt med en bunke fladbrød. Bunker af brød - oceaner af vin!

Jeg købte en Merete Torp-digtsamling i dag (hendes anden af to!) og den var ret smuk. Jeg kunne pludselig huske, hvad det var, der fik mig til at elske SUT dengang. Hun skriver fx

Giv os begyndelsen ord. Og slutningens.

Vi fylder selv sætningens fængsel ud

som vi lægger det der mangler i

(...)

Det synes jeg virkelig er smukt. At vi lægger vores mangler i sætningernes fængsel. Men jeg ved ikke, hun fortsætter

livets smag

til

og så er strofen slut. Det kunne tyde på, at betydningen er, at sætningerne er der hvor vi skaber det vi synes mangler i verden (vi lægger selv livets smag til). Næste strofe er

Det vil aldrig slutte selv døden ændrer

ikke denne løgn i dens fortsatte liv

en ind i evigheden løbende orange

kæde den nødvendigvis må bevæge

sig langs og lade

sig nære

af

som om at denne løgn (ikke løgnen som vores sætninger indeholder (som imaginært krydderi på livet), men selve det at italesætte det på den måde, selve løgnen at sætningerne udfylder mangler i vores liv i stedet for at indeholde vores mangler (udgøre dem?)) nødvendigvis må løbe ud i evigheden - opbyggeligheden vil ikke dø. Selvom den altid er løgn er den også sand. Efter et billede jeg ikke forstår (Afstanden mellem nerverne i vores ophedede / tilstand får os at synes dobbelt) skriver hun så

vi forbedrer til

stadighed

fundet

af os

selv

Vi forbedrer til stadighed (til stadighed fordi fundet, forløsningen aldrig kommer til at finde sted) fundet af os selv (i sætningerne, forstår jeg det som. Når opbyggeligheden (altså det at sætningerne udfylder en mangel) er en løgn, og sætningerne i virkeligheden er det modsatte af det (nemlig netop vores mangel) er det eneste vi finder os selv - i tomheden, der er ikke andet at finde. Men netop opfindsomheden, at vi alligevel finder noget, giver løgnen en slags selvstændig eksistens, den er ikke i sig selv en mangel, løgnen findes!

Resten af digtet vil jeg ikke skrive om så grundigt, det lyder

Tilstå eller bliv dømt ud fra dit rindende

spejls frådsende fald ansigter

vaskes ned og fødes

på ny rodlængder

væk

-   -   -

Vi er lykkedes i at kradse spejle

i sænk vi har skabt bobler af splint

kom derved selv over vores bærende

evne fra en kosmisk forelskelses

ø

Vi går umætteligt og umærkeligt over i døden

                                                       i live

med en lydløst stiftet brand under vores søvn

Jeg læser slutningen som en uhyggelig dom (en slags forbandelse nærmest) - om at jamen jeg kan sgu ikke forklare det, men hvis vi (jeg ved ikke hvem vi er her) bliver ved med at tro at vi kan udfylde manglerne bliver vi sovende og døde med manglerne i brand under os. I stedet for at de er fængslet i sætningerne. På den måde bliver det nærmest en slags omvendt opbyggelighed: Sætningerne rummer kun vores mangler, men netop deri ligger deres funktion (dejligt opbyggeligt ord) - at de holder dem i hånden for os for en tid.

Det blev lidt langt. Jeg ville bare have citeret for dig.

Jeg er stadig på Fyn, har ikke gidet tage hjem i dag. Blev nødt til at lave en aftale om at mødes med U. i morgen eftermiddag for at have en chance for at komme afsted i morgen. Jeg gider ikke tilbage.

Jeg skrev til Tore. Det var godt, du sagde jeg skulle, jeg havde ikke selv fundet på det. Han skrev at det var godt, han var glad for mailen osv. Jeg afleverer ikke den opgave.

Jeg blev inviteret i dag til at deltage i et TV-program der hedder tekst-tv. Til at diskutere Forbandede ungdom sammen med tre andre, Klaus Lynggaard, Claus Handberg og Jonas Bengtson (mænd! har patent på at være problematisk unge!), tror jeg nok. Jeg er lidt nervøs for det, jeg er bange for at det skal ende ligesom med det der nuskaldetblivesavligt-ting på teatret. Det var Nanna Mogensen, jeg talte med, hende der også laver Litteratur på P1 sammen med Klaus Rothstein. Og det er bare ret forfærdeligt, og de har netop nogle gange indtaget sådan en meget provokerende naiv tone - jeg tror ikke jeg forstår det, nej puuuh ha, det forstår jeg ikke Peter Laugesen, kan du ikke lige læse første linie fra din Finnegans Wake oversættelse op for femte gang?

Min far er selvfølgelig helt oppe at køre. Og jeg er selvfølgelig også glad for at de har spurgt mig (og jeg var blevet forsmået hvis de havde spurgt nogen andre, O., O., M., S., nej egentlig ikke S.), men jeg frygter lidt at blive en hund i deres latterlige spil kegler. Måske bliver det fint nok.

Ud over det sker her ikke så meget. Jeg læser lidt, spiller lidt computer, husker at lave mine rygøvelser. Når du bliver phd og jeg får mine uopbrugelige 8.000 kr for den første bog, skal det være sådan.

Jeg glæder mig rigtig meget til at se dig igen. Der er på en måde ikke så længe til.

dd

dagbogsnotat

30. december 2011

Sent hjem i går aftes, gik på først City-puppen og bagefter Kontoret sammen med S. På Kontoret mødte vi Kartoffelavler P. Ilum, han snakkede meget om sine kartofler, men mest om den respekt der stod om ham, når han kom på værtshuset den ene, de to-tre-fire gange i kvartalet han nu kom forbi. Folk kunne godt lide ham, sagde han. De ville gerne komme og snakke og de vidste jo også hvem han var, ude fra byen. Han havde tre store grossister på Københavns grønttorv, og en gammel slægt, Ilum-slægten. Den ene del var med et l, det var hans del, den anden var med to l’er, det var den anden del, som havde Illum i København. I ursuppen havde grenene været én gren, de havde boet på en lille ø ude i Lillebælt, hvor der kun havde været to gårde, deres gårde. Men der var opstået et fjendskab mellem familierne, og den ene familie havde forladt øen, var flyttet til Fyn,  det var hans del, til området omkring Assens og Fåborg, hvor de siden har mangfoldiggjort sig – på nuværende tidspunkt findes der Ilum’er i Stenstrup, Ringe, Ryslinge, Pederstrup, generelt på hele den sydvestlige del af øen. Den anden familie blev boende på øen i Lillebælt indtil hårde tider tvang dem til at sælge hele øen til en sheik fra Arabien i 1913. Den anden gren af familien flyttede nu til Sjælland, hvor de stadig lever. Kartoffelavleren ville skilles når han havde fået overstået sølvbrylluppet i februar. For mange gamle venner, som har holdt fester for én, man kan ikke brænde dem af nu. Men bagefter. Man kan ikke slæbe sådan en kone med rundt i Europa, når man skal studere historien, det var det han ville, kartoffelavleren, blive klogere på Danmarks og Europas historie, han ville rejse til Prag, Budapest, Paris, Rom. Også den danske historie ville han studere. Han sagde mange gange, at man må kende sin fortid for at kende sin fremtid, men indrømmede at beruselsen nok havde en ting eller to at sige omkring gentagelsesfrekvensen af det udsagn. Han  solgte aspargeskartofler, bagekartofler, kogekartofler, minikartofler. Jeg undrede mig mest over én ting i forbindelse med hans fysiske fremtoning: han havde et trimmet, gråt fuldskæg og dobbelthage. Han var så barberet således, at den første hage var raget helt bar, men netop der hvor anden hage tog over begyndte skægget også igen. På den måde kom hagen til at virke som en lille, spids, bar stump. Måske en forstørret bums eller en albuespids midt i ansigtet. Vi snakkede om det morsomme i, når han tog telefonen ude på gården og præsenterede sig som kartoffelavler Sand. Det synes vi alle sammen var sjovt. Han mente forskellige ting om dansk politik, at politikkerne, hvad enten det var kommunal-, regional- eller folketingspolitikkere, at de ikke vidste en skid, og det havde han jo ret i. At det hele handlede om embedsmænd og spindoktorer, og det havde han jo også ret i. Han ville stille op til næste folketingsvalg, men manglede et parti, han syntes, at alle partierne var åndsvage, og det havde han da ret i. Han håbede på at se os igen, når vi kom fra Kbh, sagde at han var kommet ned for at sige hej, fordi det er den slags man tænker over, fremførte han, når man kommer til en ny by, et nyt værtshus, hvordan vil man blive taget i mod. Og han syntes, at vi var gode mennesker, han var glad for at have sat sig ned til os, jeg var også glad for, at han var kommet ned til os, jeg kunne godt lide ham. Han skaffede os også en ekstra øl efter sidste omgang, og så røg han mine cigaretter.

Et dagbogsnotat

26. december 2011

Netop hjemvendt fra arbejde. Jeg var drevet ud til grænsen af Z. Han var støjende, ukoncentreret og frustreret hele dagen på nær få øjeblikke. Græd, trak mig det ene sted hen, så det andet, uden noget mål. Kunne kun få ro ganske få minutter af gangen. Hele tiden de her lyde, uartikulerede lyde, som en nasal stønnen. Og savlet, hele tiden savl på hænderne og omkring munden. Måden hvorpå hans små fingre gnider sig spastisk mod hinanden fedtet ind i spyt. Det gjorde mig rasende til sidst. Hele tiden hans hånd der forsøger at tage fat i min for at trække mig steder hen. Uden nogen grund. Blev ved med at give ham mad, følge ham i haven. Forsøger at opfylde hans ønsker, gætter på hvad han vil. Kun mere larm, mere gråd og klagende lyde. De sidste par timer nægtede jeg at tage ham i hånden, fjernede mine hænder. Sagde til ham, at jeg ikke gad holde ham i hånden. En autistisk, otte-årig dreng. Han kan ikke tale. Også hans skelende øjne provokerede mig til sidst. Han tog alt sit tøj af, lagde sig og gned sig, onanerede, mod vores fælles sofa. Jeg gav ham en ny ble, underbukser og en t-shirt på. Tænkte, at han havde det for varmt. Lod ham gå uden bukser. Kort tid efter kom jeg ned og han havde skidt i bleen. Jeg skifter ham, vasker store klumper af lort væk, hele tiden mens jeg forsøger at sørge for at han står stille, ikke træder i sit lort, ikke løber ud af badeværelset og sviner over det hele. Giver ham en ny ble på, han vil ikke stå stille, vil ingenting. Tvinger ham til at have underbukser og t-shirt på også. Når han tager det af, fastholder jeg ham i selv at tage det på igen, selvom det er svært for ham. Hver gang jeg forlader gangen og lukker lågen bag mig. Så kan jeg høre ham stå der med sine lyde. Kan høre, at han skubber til lågen, hiver frem og tilbage i den så det brager. Han kan godt åbne den hvis han vil, ellers var det ulovligt at lade ham være bag den uden en voksen. Han gør det bare ikke. På dette tidspunkt er jeg begyndt at skære tænder, når han ikke kigger. Det gør han også. Hele tiden kan jeg høre hans små tænder skære hårdt mod hinanden, give høje knæk. Han har ikke ret mange tænder tilbage, for det er næsten umuligt at komme til at børste dem. Jeg er også begyndt at visualisere for mig selv, at jeg tager hårdt fat i ham. Rusker ham. Jeg kan mærke raseriet i mig som om himlen tømmer sig for vand. Jeg går ned til ham igen og sætter mig på en stol, han bliver ved med at forsøge at tage fat i min hånd, men jeg fjerner den hver gang. Forsøger at få ham op og sidde på mit skød. Til sidst sætter han sig op. Falder lidt til ro. Han gnider sine våde mod hinanden, begge hænder er søbet ind, der drypper spyt ned på mine bukser, mine hænder. Han vil bestemme hvor jeg skal have mine hænder, vil have at de skal ligge på en bestemt måde på hans mave.